OVERBLIK: Flere har fået fjernet ordførerposter

Kristian Jensen er ikke den første på Christiansborg, der har fået frataget sine ordførerposter.

Venstres tidligere næstformand og landets tidligere udenrigs- og finansminister Kristian Jensen blev søndag frataget sin post som arktisordfører.

Det skyldes et interview til Jyllands-Posten, hvor han foreslog en 10-årig lang reformpakke, der skulle vedtages hen over midten i dansk politik.

Det interview havde han dog ikke fortalt partiledelsen om. Derfor fjernede en enig partiledelse på Christiansborg hans ordførerskab og hans udvalgsposter fra ham.

Det er ikke første gang, at den manøvre bruges over for politikere, der er uenige med partiledelse. Her er et overblik over nogle tidligere tilfælde:

* Yildiz Akdogan (S).

I 2018 blev hun frataget sin titel som psykiatriordfører, fordi hun var uenig med partiledelsens linje omkring flygtninge, indvandring og integration.

Hun fik intet ordførerskab før valget i 2019, der ikke gave hende et mandat.

* Mette Gjerskov (S).

I 2018 mistede den tidligere minister posten som udviklingsordfører, fordi hun ikke ville støtte burkaforbuddet. Hun blev sidste år taget til nåde og blev gjort til ordfører for miljø og verdensmål.

* Uzma Ahmed (Alternativet)

I valgkampen op til valget i 2015 giver Alternativet Uzma Ahmed fire ugers taleforbud og fratager hende titlen som integrationsordfører.

Det blev ikke oplyst offentligheden, men det blev heller ikke holdt hemmeligt, har stifter Uffe Elbæk fortalt Information.

* Özlem Cekic (SF).

I 2012 nægtede Özlem Cekic at stemme for den skattereform, som S-SF-R-regeringen havde aftalt med Venstre og Konservative. Det kostede hen alle hendes ordførerposter.

Senere samme år blev hun igen ordfører - denne gang for sundhed og psykiatri.

* Jan Johansen (S).

Det fynske folketingsmedlem Jan Johansen mistede i 2014 syv ordførerposter, fordi han støttede et beslutningsforslag på dagpengeområde fra Enhedslisten i strid med regeringen linje.

Han er i dag ordfører for kultur, færdselssikkerhed og beredskabet.

* Kamal Qureshi (SF).

I 2008 mistede Kamal Qureshi alle sine ordførerposter, efter historier om falske underskrifter og snyd med en opgave på medicinstudiet på Københavns Universitet.

Han blev senere ordfører for etnisk og seksuel ligestilling samt ordfører for menneskerettigheder.

* Leif Mikkelsen (Dengang Venstre).

Venstres daværende kommunalordfører Leif Mikkelsen blev i 2006 fyret fra sin plads for "uretfærdig og ukollegial optræden". Han havde kritiseret Anders Fogh Rasmussens (V) regering for at være for midtersøgende.

Samtidig havde han anklaget daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen for personangreb mod sig.

Året efter skiftede han til Ny Alliance, der blev til Liberal Alliance, hvor han blev partiets første landsformand.

Kilde: Ritzau, Altinget, Folketingets hjemmeside, DR, Information og TV2.

/ritzau/