Elever fra Den Danske Filmskole blokerede fredag skolen og nedlagde undervisningen, fordi de kræver rektor Vinca Wiedemanns afgang.
Det sker efter en længere utilfredshed med rektorens ledelsesstil og ændringer af uddannelserne på filmskolen.
Filmskolen vil overgå til en femårig bachelor/kandidatuddannelse som led i at blive akkrediteret. Men mange elever føler sig forbigået i processen, og kræver nu rektors afgang.
Vinca Wiedemann har været rektor på Den Danske Filmskole siden 2014.
Her er et overblik over konflikten mellem elever og ledelse på Filmskolen:
2018:
* Nuværende og tidligere elever på Filmskolen oprettede Facebook-gruppen ”Oplysningsgruppen”, der skulle følge nøje med i Vinca Wiedemanns fremtidsplaner for uddannelserne.
* Oplysningsgruppen holdt en række møder med ledelsen af Filmskolen, men afbrød i november 2018 kontakten på grund af utilfredshed med rektor.
2019:
* Oplysningsgruppen opfordrede til at etablere et nyt, fagligt panel til at diskutere ændringerne af Filmskolen. Det skete ikke.
* Vinca Wiedemann varslede store ændringer af uddannelserne. Blandt andet ved at omdanne skolen til en bachelor-kandidatmodel, skære i optaget og lægge uddannelser sammen.
* 31. januar: Filmskolens elever lavede en mistillidserklæring til rektor Vinca Wiedemann:
- Vi, eleverne på Den Danske Filmskole, erklærer hermed, at vi har mistillid til vores ledelse med rektor i spidsen.
- Vi kan ikke tilslutte os den måde, de leder skolen på eller omfattende reformeringer af Den Danske Filmskole, lød det.
87 ud af skolens 96 elever havde underskrevet erklæringen.
* I samme ombæring arrangerede elever fra Filmskolen en happening, hvor de "begravede" Filmskolen for at slå deres budskab fast.
* Vinca Wiedemann udtalte, at hun havde lyttet til eleverne og tog på den baggrund til møde i Kulturministeriet – som Filmskolen hører under.
* September: De første studerende begyndte på en ny studieordning. Mange elever var utilfredse med den nye uddannelsesform.
* 14. november: Leder på Filmskolens dokumentarlinje, Arne Bro, blev sendt hjem. Årsagen er ikke kendt af offentligheden.
* 15. november: 84 procent af Filmskolens elever krævede rektors afgang. Eleverne bolkerede skolen, nedlagde undervisningen og indkaldte til stormøde om situationen.
Kilder: Filmmagasinet Ekko og Den Danske Filmskole
/ritzau/