Over en årrække - fra 2002 til 2018 - lykkedes det tilsyneladende en central medarbejder i Socialstyrelsen at flytte ikke mindre end 111 millioner kroner fra styrelsens kasser til sine egne lommer.
Yderligere tre personer mistænkes for at være indblandet i sagen.
Sagen blev offentlig kendt tirsdag, og siden er der kommet flere oplysninger frem om den hovedmistænkte - en 64-årig kvinde - og sagen i øvrigt.
Læs om det her:
* Sagens hovedperson var afdelingsleder i Socialstyrelsen frem til 26. september 2018.
* Hun var ansat i mere end 40 år og har modtaget dronningens fortjenstmedalje i sølv for sit arbejde i styrelsen.
* Har en villa i Hvidovre ved København.
* Politianmeldt 25. september 2018 - mistænkt for groft underslæb.
* En intern undersøgelse peger foreløbig på, at kvinden har svindlet for 111 millioner kroner, som hun har overført fra Socialstyrelsen til egne konti.
* Svindlen skulle være foregået fra 2002 til 2018, og de stjålne penge skulle være fordelt over 274 udbetalinger.
* Kvinden var såkaldt superbruger af Socialstyrelsens it-systemer.
* I styrelsen har hun blandt andet været ansvarlig for satspuljen, der er penge øremærket særligt udsatte grupper i samfundet.
* Hun er på fri fod og er efterlyst internationalt.
* Kvinden er blevet varetægtsfængslet in absentia - altså uden at være til stede - efter et retsmøde for dobbeltlukkede døre.
* Hendes advokat, Nima Nabipour, er i kontakt med kvinden. Men han vil ikke røbe, hvordan hun forholder sig til sagen.
* Hun vil dog betale pengene tilbage, såfremt hun modtager en opkrævning, oplyser advokaten ifølge et domsbogsudskrift fra Sø-og Handelsretten fra den 4. oktober, som TV2 Fyn har fået aktindsigt i.
* Foruden den 64-årige kvinde er to kvinder sigtet i sagen. Politiet oplyser, at endnu en person - en mand - forventes at blive sigtet senere.
* De to kvinder sigtes for hæleri. Manden mistænkes for hæleri af særlig grov beskaffenhed. De tre er alle beskyttet af navneforbud.
* Til den hovedmistænktes adresse har der været knyttet et stutteri og en genbrugsforretning. Virksomhederne blev stiftet i 2006 og ophørte i 2016.
* Sø -og Handelsrettens skifteret har 4. oktober 2018 taget kvinden under konkursbehandling, da hun er blevet erklæret personlig konkurs.
* Herefter har en kurator beslaglagt en ejendom i Danmark, en ødegård i Sverige og "et lille" indestående i et dansk pengeinstitut.
* Ifølge Jyllands-Posten ejer kvinden flere virksomheder i udlandet sammen med sin datter. Virksomhederne har at gøre med køb og salg af heste.
* Ifølge Ekstra Bladet har kvinden investeret millioner af kroner i safariejendomme og jordbesiddelse i Sydafrika med sin søn.
* Efter den store svindelsag er blevet offentligt kendt, har Socialstyrelsen anmeldt tre frivillige foreninger for svindel. Foreningerne har modtaget i alt 4,4 millioner kroner fra puljer på børne- og socialområdet.
* Der er dog ikke konstateret en sammenhæng mellem sagen om de 111 millioner kroner og sagerne med de tre foreninger, oplyser Socialstyrelsen.
Kilder: Ritzau, Børne- og Socialministeriet, Virk.dk, Politiken, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.