Overblik: Det ved vi om konflikten mellem DBU og landsholdet

Spillerforeningens direktør, Mads Øland (tv.), og DBU-direktør, Claus Bretton-Meyer (th.). (Foto: Uffe Weng/arkiv/Ritzau Scanpix)

DBU og Spillerforeningen er begge sparsomme med detaljer om de fastkørte forhandlinger om landsholdsaftale.

Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen er havnet i en konflikt, der kan ende med at få alvorlige konsekvenser for dansk landsholdsfodbold.

Det ved vi om konflikten:

Sammenbrudte forhandlinger:

Den tidligere landsholdsaftale blev indgået i 2015 og udløb efter sommerens VM-slutrunde i Rusland. Parterne har længe forhandlet om en ny aftale, men de kan ikke blive enige.

Konfliktens knaster:

Parterne ønsker ikke i detaljer at fortælle, hvad de ikke kan blive enige om.

Spillerne har haft en række krav omkring forplejning, behandling og andre fysiske forhold i forbindelse med deres optræden på landsholdet. DBU mener at have imødekommet spillerne på disse områder.

En større knast synes at være de kommercielle rettigheder, hvor spillernes personlige sponsoraftaler støder sammen med DBU's aftaler på vegne af landsholdet.

En upræcis aftale fra 2015 endte med en voldgiftssag og en regning på tre millioner kroner til DBU. Derfor ønsker både DBU og spillerne klare linjer for, hvilke rettigheder parterne hver især har i forhold til reklamefremstød vedrørende landsholdet.

DBU mener at være kommet spillerne i møde på dette område, men spillerne er ikke tilfredse med de tilbudte vilkår på det kommercielle område.

I forbindelse med tidligere forhandlinger har spørgsmålet om, hvorvidt DBU har rolle af arbejdsgiver og spillerne af arbejdstagere, også været en stor knast. Hvor meget dette punkt fylder i de nu sammenbrudte forhandlinger i denne omgang, har parterne ikke oplyst.

Parterne er også uenige om bonusvilkår ved kvalifikation til og deltagelse i slutrunder.

Denne uges kampe:

Det er uvist, om det danske landshold stiller op til denne uges to landskampe mod Slovakiet onsdag og Wales søndag.

DBU leder efter alternative spillere til kampene, idet DBU betragter de normale landsholdsspilleres betingelser for at spille som et afbud. Åge Hareide står ikke i spidsen for landsholdet i denne uges to landskampe, hvorfor DBU også leder efter en midlertidig træner.

Konsekvenser:

I forbindelse med konflikten mellem fodboldkvinderne og DBU i fjor blev Danmark ramt af en bøde, holdet blev taberdømt og fik en betinget udelukkelse for ikke at spille en VM-kvalifikationskamp mod Sverige.

Hvor hård straf, der venter DBU og herrelandsholdet for eventuelle afbud til en eller begge denne uges landskampe er endnu uvist, men udebliver et landshold fra en landskamp, bliver forseelsen behandlet af en disciplinærinstans i Uefa.

/ritzau/