OVERBLIK: Det ved vi om dobbeltdrabet i Marokko

Krimi
DENMARK Memorial for Louisa and Maren (Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix)

Der er foretaget adskillige anholdelser i sagen om dobbeltdrabet. 14 er desuden anholdt for at hylde drabene.

Universitetet i Sørøst-Norge har mandag klokken 12 afholdt to minutters stilhed efter drabene på to studerende - den danske kvinde Louisa Vesterager Jespersen og hendes norske veninde Maren Ueland.

De to kvinder blev fundet dræbt i et bjergområde i Marokko mandag 17. december.

Her er, hvad vi ved om dobbeltdrabet:

* 24-årige Louisa Vesterager Jespersen fra Ikast og 28-årige Maren Ueland fra den norske by Bryne blev den 17. december fundet dræbt nær deres telt i et populært turistområde i nærheden af landsbyen Imlil i Atlasbjergene i Marokko.

* Kvinderne blev knivstukket, fik halsen skåret op og blev derefter halshugget. De har en efterforskningsleder fra marokkansk politi tidligere oplyst.

* Som led i efterforskningen af drabene har myndighederne i Marokko anholdt adskillige personer. Der har været forskellige tal fremme om antal anholdte, men det er omkring 20 personer. Flere af de anholdte har været stillet for en dommer i Marokko.

* En af de anholdte er schweizisk statsborger.

* Fire af de anholdte optræder på en video, der blev offentliggjort en uge før drabene, hvor de sværger troskab til Islamisk Stat.

* En af de fire mænd blev anholdt i Marrakesh tirsdag den 18. december. De tre andre blev anholdt den 20. december ligeledes i Marrakesh.

* Da de tre mænd blev anholdt, havde de knive på sig. Det har marokkansk politi oplyst.

* Den 25-årige gadesælger Abdessamad Ejjoud menes at være hjernen bag dobbeltdrabet.

* Ifølge de marokkanske myndigheder skal han have begået forbrydelsen sammen med to andre: den 27-årige snedker Younes Ouaziyad og den 33-årige gadesælger Rachid Afatti.

* Marokkansk politi har tidligere oplyst, at Abdessamad Ejjoud står i spidsen for en terrorcelle, der støtter Islamisk Stat.

* I sagen florerer også en video, der angiveligt viser drabet på den ene af de to kvinder. Det norske kriminalpoliti Kripos har oplyst, at der indtil videre ikke er noget, der tyder på, at videoen ikke er ægte.

* PET har oplyst, at videoen og den foreløbige efterforskning ifølge de marokkanske myndigheder peger i retning af, at drabene muligvis kan relateres til den militante gruppe Islamisk Stat (IS).

* Imlil ligger 70 kilometer syd for Marrakesh og bruges ofte som udgangspunkt for ture til bjerget Toubkal, der med sine 4167 meter er det højeste bjerg i Nordafrika.

* De to kvinder var på en måned lang rejse og var erfarne friluftsmennesker. Begge studerede på Universitetet i Sørøst-Norge i Bø i Telemark.

* Ifølge lokale medier camperede de mistænkte mænd i nærheden af kvinderne, men de forlod området, få timer før de dræbte blev fundet.

* De marokkanske myndigheder har ifølge det norske medie VG også anholdt 14 personer for at have lovprist eller hyldet drabene på de to kvinder. Mediet har oplysningen fra en kilde med indsigt i den marokkanske efterforskning.

* Retsprocessen mod fire af de 14 er allerede i gang, og en person er allerede dømt til et års fængsel eller en bøde på 5000 marokkanske dirham, hvilket svarer til knap 3500 kroner.

Kilder: Ritzau, NTB, VG, AP, AFP, Reuters, lokale marokkanske medier, det norske udenrigsministerium, PET.

/ritzau/