De Radikale mener ikke, at forståelsespapiret, som partiet underskrev sammen med regeringen, Enhedslisten og SF, rækker langt nok.
I forståelsespapiret fra 25. juni, der beskrives som en politisk forståelse partierne imellem, står der blandt andet, at "initiativerne skal udmøntes i løbet af regeringsperioden".
De Radikale mener dog, at en fireårig regeringsperiode kalder på langt flere initiativer, end det der står i forståelsespapiret. Blandt andet derfor har partiet lavet 15 nye mål, forklarer Morten Østergaard.
"Grøn, fri og stærk" hedder De Radikales tre overordnede mål under overskriften "Fra håb til handling".
Herunder følger De Radikales 15 mål.
Grøn:
* Mindre udledning af CO2 fra landbrug og transport.
* Mere skov og flere naturområder.
* Mere genbrug, mindre afbrænding af affald.
* Bedre beskyttelse af vores grundvand.
* Renere luft.
Fri:
* Flere børn trives.
* Flere unge er i uddannelse og job.
* Færre unge lider af stress, angst og depression.
* Færre lever i fattigdom og hjemløshed.
* Øget ligestilling på tværs af køn og baggrund.
Stærk:
* Flere har et job.
* Flere starter egen virksomhed, og flere udenlandske talenter vælger Danmark til.
* Mere lige muligheder på tværs af landet.
* Færre bor i udsatte boligområder, og flere minoriteter føler sig som en del af fællesskabet.
* Større dansk engagement i Europa og verden.
Kilder: De Radikale.
/ritzau/