Bill Shine, en tidligere topchef på nyhedskanalen Fox News, meddelte fredag, at han træder tilbage fra posten som præsident Donald Trumps kommunikationsdirektør i Det Hvide Hus.
Flere topfolk i den amerikanske administration har forladt deres embede - enten frivilligt eller med en fyreseddel i hånden - siden Donald Trump blev indsat som USA's præsident i januar forrige år.
Herunder ses et udpluk af de, der har forladt deres poster under Donald Trumps præsidentperiode:
* John Kelly: Trumps stabschef, John Kelly, meddeler 8. december, at han stopper ved udgangen af 2018.
* Jeff Sessions: 7. november 2018 meddeler justitsminister Jeff Sessions i et brev til Donald Trump, at han træder tilbage.
* Rex Tillerson: Udenrigsministeren bliver fyret den 13. marts 2018 af Donald Trump. Præsidenten erstatter ham med CIA's hidtidige direktør, Mike Pompeo.
* Steve Bannon: Trumps kontroversielle tidligere chefstrateg forlader i august 2017 sin post i Det Hvide Hus. Det sker, efter at avisen The New York Times beretter, at præsidenten har besluttet at fjerne Bannon fra posten.
* Anthony Scaramucci: Præsidentens kommunikationschef får kun ti dage på posten. Han bliver fyret 31. juli 2017 af Trumps daværende stabschef John Kelly, efter at Scaramucci har langet ud efter flere toprepublikanere i en samtale med en journalist fra magasinet The New Yorker.
* Sean Spicer: Pressetalsmanden for Det Hvide Hus siger op 21. juli 2017, fordi han er utilfreds med ansættelsen af Anthony Scaramucci som ny kommunikationschef i Det Hvide Hus.
* James Comey: Direktør for det amerikanske forbundspoliti, FBI, som har stået i spidsen for en undersøgelse af Ruslands mulige indblanding i præsidentvalgkampen i USA i 2016, bliver fyret af Trump i maj 2017.
* Michael Flynn: Trumps nationale sikkerhedsrådgiver træder tilbage i februar 2017. Det sker, efter afsløringer af at han har drøftet amerikanske sanktioner mod Rusland med den russiske ambassadør i USA, før Trump tiltrådte. Han har desuden vildledt vicepræsident Mike Pence om samtalerne.
Kilder: Bloomberg, CNN, NTB, Reuters, The New York Times og The Washington Post.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.