På trods af skiftende regeringers målsætning om det modsatte er skattelovgivningen vokset de seneste ti år. Det viser en gennemgang af lovgivningen fra 2007 til 2017 fra den juridiske tænketank Justitia.
* Reguleringen på skatteområdet består af i alt 696 love, bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger.
* Fra 2007 til 2017 er der blevet fremsat 261 lovforslag, der omfatter ændringer i 1197 love på skatteområdet.
* I samme periode er der alene sket ophævelse af seks skatte- og afgiftslove.
* Grundlovens paragraf 43 slår fast, at "ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov".
* Seks ud af ti lovforslag fremsat på skatteområdet fra 2007 til 2017 har haft en kortere høringsfrist end de anbefalede 28 dage - og for cirka tre ud af ti lovforslag var fristen under 14 dage.
* Der er langt færre skattelovforslag i både Norge og Sverige. Fra 2007 til 2016 blev der gennemført mellem 1 og 10 skattelovændringer om året i Norge. I Sverige blev der fremsat mellem 15 og 32 skattelovændringer årligt.
* VLAK-regeringen har det som et mål i sit regeringsgrundlag at forenkle lovgivningen, så "flere kan forstå deres egen skatteberegning".
Kilde: "Mange hyppige lov- og praksisændringer svækker retssikkerheden", analyse af Justitia.
/ritzau/