OVERBLIK: Briternes brexit-debat går ind i ny fase tirsdag

Over 120 af de i alt 650 parlamentarikere har udelukket et brexit med "no deal".

Storbritanniens debat om brexit går tirsdag ind i en ny fase.

Parlamentets underhus forkastede med stort flertal den 15. januar den udtrædelsesaftale, som Theresa Mays regering havde forhandlet med EU.

Siden har der været ført intense drøftelser om det næste skridt - blandt andet ved hemmelige møder mellem Mays nøgleministre.

Tirsdag er afsat til diskussioner om de næste skridt efter drøftelser på tværs af partierne, og der vil sent på dagen blive stemt om, hvad der skal ske i "plan b".

En række ændringsforslag til regeringens aftale er blevet fremlagt af forskellige grupper i parlamentet, hvor der er stigende modstand mod et hårdt brexit.

Der er mest fokus på en genforhandling med EU om den såkaldte bagstopper, som skal sikre, at der ikke konstrueres en fast grænse med kontrol mellem EU-landet Irland og Nordirland.

Den britiske undervisningsminister, Damian Hinds, sagde mandag til BBC, at et klart flertal i parlamentet ønsker en aftale. Han mener ikke, at et brexit uden en aftale med EU bliver officiel politik for Mays regering.

Et ændringsforslag kommer fra Labours Yvette Cooper, som ønsker en debat den 5. februar om en ny lovgivning, der kan udskyde brexit i ni måneder.

Flere forslag vedrørende bagstopperen lægger op til, at briterne bindes til EU's handelsregler for at sikre en åben grænse til Irland.

Dette kan medføre, at May måske får mulighed for at tage til Bruxelles med et argument om, at en brexitaftale er på plads, mod at EU går ind på at ændre "bagstopperen".

Over 120 af de i alt 650 parlamentarikere har underskrevet en erklæring om, at et "no deal"-brexit skal udelukkes.

Labours leder, Jeremy Corbyn, kræver, at parlamentet får tid til at stemme om, hvordan en situation med "no deal" kan undgås. Han foreslår to muligheder: en genforhandling af en ny toldunionsaftale og et stærkt britisk forhold til det indre marked - eller en helt ny EU-folkeafstemning.

Et planlagt forslag om et direkte krav om en ny folkeafstemning har ikke vundet tilstrækkelig støtte.

Ikke alle ændringsforslag vil komme til afstemning. Parlamentsformand John Bercow afgør tirsdag morgen, hvilke der skal stemmes om.

Selve afstemningerne begynder klokken 20.00 dansk tid.

/ritzau/AFP

/ritzau/AFP