OVERBLIK: Allerslevs relation til firma bag stort byggeprojekt

De Radikale ønskede at sikre en god kulturinstitution, lyder svaret fra københavnerborgmester om ny sag.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev (R), er havnet i et politisk stormvejr.

Hun beskyldes blandt andet for at bruge sin position til at fremme en sag for en privat ven. Den private ven er Jan Elving, som er indehaver af Øens Murerfirma.

Her kan du blive klogere på sagerne:

* Allerslev bad i 2016 Teknik- og Miljøforvaltningen om hjælp til en byggesag, som Øens Murerfirma står bag.

* Året før stillede borgmesteren 45 spørgsmål til Borgerrepræsentationen om mulighederne for at forbedre rammebetingelserne for industrigrunden.

* Den ligger på Amager. Her ejer Jan Elvings murerfirma en 60.000 m² stor matrikel, som er købt for 150 millioner kroner.

* Til sin 30-års fødselsdag lånte Allerslev et festlokale af Jan Elving uden at betale for det.

* Da Jan Elving er samarbejdspartner med forvaltningen, kritiserede eksperter lånet for at være en gave i strid med forvaltningsreglerne.

* I den forbindelse understregede Anna Mee Allerslev og Jan Elving begge, at de er private venner.

Kilder: BT, Ekstra Bladet, Ritzau.

/ritzau/