Overbevisende Axelsen booker finaleplads i tresætter

Sport
Viktor Axelsen er finaleklar i Indonesien og står nu over for enten japanske Momota eller Lee Chong Wei fra Malaysia. (Foto: Foto: Bay Ismoyo/AFP)

Viktor Axelsen skal søndag spille om turneringssejren ved Indonesia Open efter storspil mod kineser.

Viktor Axelsen er klar til finalen i en af sæsonkalenderens allerstørste turneringer, Indonesia Open.

Danskeren, der er topseedet i turneringen, besejrede kineseren Shi Yuqi i tre sæt med cifrene 18-21, 21-14, 21-11.

Viktor Axelsen forsøgte fra kampens begyndelse at sætte sig på spillet ved nettet, og det lykkedes også til dels.

Men undervejs i første sæt fik kineseren overtaget og lagde pres på danskeren.

Sættet var da også meget jævnbyrdigt, indtil Shi Yuqi lukkede det til sin egen fordel med tre vundne bolde i træk.

Det lod Axelsen sig dog ikke ryste synderligt af. I andet sæt hundsede han med sin modstander og holdt et fast greb om kineseren, der aldrig var tæt på at vende slaget.

Og verdensetteren slap ikke grebet i afgørende sæt, hvor den sidste tro på sejr hurtigt blev pillet ud af Shi Yuqi, der kom bagud 3-10 og aldrig var i nærheden af sejr.

I finalen møder fynboen Kento Momota fra Japan, der besejrede Lee Chong Wei fra Malaysia med 23-21, 21-12.

Dermed slipper Axelsen for at møde Lee Chong Wei, som blev endestationen i kvartfinalen ved Malaysia Open i sidste uge.

Lee Chong Wei vandt i sidste ende turnering med en finalesejr over netop Momota.

/ritzau/