Ritzau
Opdateret kl. 12:18
En stor gruppe fodboldfans kom til skade, da der udbrød panik i Torino i forbindelse med Champions League-finalen lørdag aften.
Flere end 1000 fans af fodboldklubben Juventus kom til skade, da et storskærmsarrangement udviklede sig til kaos, skriver nyhedsbureauet AFP med reference til det lokale politi i Torino.
Ifølge AFP, der var til stede ved Piazza San Carlo i Torino, hvor hændelsen udspillede sig, udbrød der panik ti minutter før, at finalen var færdigspillet.
Baggrunden var, at en eller flere personer råbte om "en bombe", da noget fyrværkeri blev affyret.
På tv-billeder kan man se, hvordan tusindvis af fans kigger mod storskærmen, hvor Champions League-kampen vises. Et brag får efterfølgende menneskemængden til at løbe i forskellige retninger.
Da en stor menneskegruppe satte i løb, opstod der panik, som resulterede i de mange tilskadekomne.
Fem personer skal være hårdt såret ved episoden. Den ene af de hårdt sårede er en dreng på syv år, skriver Sky TG24.
- Panik var årsagen til det hele, men vi må vente lidt, før vi er klogere på, hvad der udløste panikken, siger talsmand for politiet Renato Saccone ifølge AFP.
Politiet har oprettet en informationslinje, hvor folk kan efterlyse eller få hjælp til at finde pårørende.
Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser på Twitter, at man har hjulpet enkelte danskere, men at der foreløbig ikke er oplysninger om danskere blandt de sårede.
Juventus tabte finalen i Cardiff med 1-4 til Real Madrid.
/ritzau/