Sydkorea har det seneste døgn registreret 169 nye tilfælde af personer, der er smittet med coronavirus.
Dermed er i alt 1146 personer blevet smittet med virusset i landet, som efter Kina er det land, hvor der er registreret flest smittetilfælde.
Det oplyser de sydkoreanske sundhedsmyndigheder i en pressemeddelelse. Det skriver nyhedsbureauet AFP natten til onsdag dansk tid.
Blandt de nye smittede er en amerikansk soldat, der er udstationeret i Sydkorea.
Det oplyser de amerikanske styrker i landet, skriver nyhedsbureauet Reuters.
De sydkoreanske myndigheder oplyser, at endnu to personer har mistet livet som følge af virusset. Dermed stiger dødstallet i landet til 12.
Den ene af de to seneste, der har mistet livet, er en mand fra Mongoliet. Manden, der var i 30'erne, var indlagt på et hospital i Sydkorea.
Her ventede han på en levertransplantation, skriver det sydkoreanske medie Yonhap.
94 passagerer fra et fly, der er fløjet fra Sydkoreas hovedstad, Seoul, til Kina er natten til onsdag blevet sat i karantæne i Kina. Det skriver kinesiske statsmedier.
Det sker, efter at tre kinesiske passagerer om bord har vist sig at have feber. De tre er blevet opdaget med sygdomssymptomerne under en screening, da flyet var landet i Kina.
I Sydkorea er omkring 90 procent af smittetilfældene i Sydkorea registreret i byen Daegu. Det skriver AFP.
Gaderne i byen, der har omkring 2,5 millioner indbyggere, har de seneste dage ligget nærmest øde hen.
Mange af smittetilfældene i Daegu kan knyttes til menigheden Shincheonj. Her har en 61-årig kvinde været til flere gudstjenester, hvorefter hun er blevet testet positiv for virusset.
Myndighederne i Sydkorea har efter udbruddet bedt befolkningen om at udvise ekstrem forsigtighed.
Ifølge BBC's korrespondent i Sydkorea, Laura Bicker, er en af de nye smittede en embedsmand fra Daegu. Embedsmandens kolleger skal angiveligt have deltaget i et møde med Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, tirsdag.
Det er dog ikke officielt bekræftet.
/ritzau/