Hun er kendt for sin store stemme og sensuelle sceneoptræden.
Men nu vil tiden vise, om den Oscar-vindende Adeles vindende væsen når ud over den skinnende voks, når hun i juni bliver en del af Madame Tussauds samling af celebre, men dog noget stillestående voksfigurer i London.
Den Oscar-vindende Bond-sanger har indtaget hele verden med sin retroklingende soul. Nu får hun, eller i hvert fald hendes stumme klon, altså også chancen for at charmere sig ind på museets gæster.
Museets presseansvarlige lægger ikke skjul på, at den store stemmes indlemmelse på museet blev hjulpet godt på vej af hendes Oscar-sejr.
- Hun er en af de mest indflydelsesrige kvindelige kunstnere i Storbritannien, og vi ved, at hun bliver et stort hit hos vores gæster sammen med de andre store popstjerner. Vi er meget spændte på at byde hende velkommen på museet, siger PR-manager Nicole Fenner fra Madame Tussauds London.
Voksmodellen vil tage udgangspunkt i Adeles sorte kjole, som hun bar under sidste års Grammy Awards. Her høstede hun intet mindre end seks statuetter for sit storhittende album "21".
/ritzau/