Landdistrikternes Fællesråd og foreningen Danmark på Vippen ser frem til at få tusinder af skattemedarbejdere ud af København og til resten af Danmark.
De vil umiddelbart ankomme i løbet af få år, da Skat og dets omkring 6000 ansatte skal splittes op i syv separate styrelser, der skal flyttes ud i landet.
De præcise placeringer bliver meldt ud tirsdag klokken 11 på et pressemøde i Statsministeriet.
- Vi har hele tiden ønsket, at man skulle fortsætte i samme spor efter udflytningsplanen fra 2015, hvor der blev sendt 4000 arbejdspladser ud i landet.
- Så vi er super glade for, at vi får styrelser i hele landet. Gennem mange år har der været en centralisering af statslige arbejdspladser i hovedstaden.
- Men staten arbejder jo for hele landet, så det er vigtigt, at de er repræsenteret i hele landet. Det styrker udviklingen lokalt og er med til at skabe et Danmark i balance, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.
Samme holdning har foreningen Danmark på Vippen, en foreningen af kommuner, virksomheder og private, der arbejder for at mindske centraliseringen af offentlige institutioner i København og Aarhus.
- Det er vigtigt for sammenhængskraften i Danmark, at de stillinger, der betales af alle vores skattepenge, også kommer de samfund til gode, der betaler skatten.
- Og helt ærligt: Har centreringen af Skat i København vist, at kvalifikationer der var bedre, end de var ude omkring i landet?, spørger næstformand i Danmark på Vippen Kim Ruberg.
Både Steffen Damsgaard og Kim Ruberg er sikre på, at Skat ikke vil få problemer med at finde nye, kvalificerede medarbejdere rundt omkring i landet.
- Der er flyttet små 3000 statslige arbejdspladser indtil nu under udflytningsplanen. Allerede nu kan man se, at der har været stor søgning til stillingerne, og at der er en god integration og et godt samarbejde, siger Steffen Damsgaard.
Danmark på Vippen så gerne, at inddrivelsen af skat, der har lidt voldsom under indførelsen af it-systemet EFI, også blive lagt ud i landet.
- Vi har fået entydigt bevis for, at inddrivelsen af skat fungerede bedst, da det foregik lokalt.
- Når man kommer for langt væk, så mister man følelsen for de borgere, som man har med at gøre. Det gælder ikke kun Skat, men på alle administrative niveauer, siger Kim Ruberg.
/ritzau/