Oprørte ansatte om vild massefyring: "Hundesyge patienter lades i stikken"

Kost- og Ernæringsforbundets regionsformand i Region Sjælland Rikke Kristensen er oprørt. (Foto: Foto: Kost- og Ernæringsforbundet )

Der er kun 32 diætister ansat på Region Sjællands fem sygehuse. De rådgiver om kost til børn med diabetes eller spiseforstyrrelser, vejleder gravide med eksempelvis diabetes, hjælper småtspisende medicinske patienter til at få mere sul på kroppen, støtter kræftpatienter til at klare den hårde kemo- og strålebehandling og planlægger sondeernæring til de mest underernærede patienter.

Men snart er der fire færre. Det skriver DAGBLADET Ringsted.

På Roskilde Sygehus er både diætisten i børneafdelingen og diætisten med primært fokus på hjertepatienter og patienter med sygdomme i blod- og lymfesystem ramt af Region Sjællands spareplan. Desuden er diætisten med fokus på nyresyge varslet til at dække flere sygehuse.

- Vi bliver to diætister tilbage på hele sygehuset, fortæller Jonna Bork, der er tillidsrepræsentant for regionens diætister og en ud af to diætister på Roskilde Sygehus’ kræftafdeling.

- Hvis man bliver underernæret under behandlingen eller er underernæret i forvejen, når man bliver indlagt, tager det længere tid at blive rask, siger Jonna Bork, der forventer, at hun og den anden tilbageværende diætist i Roskilde må dække hele sygehuset ind, ligesom sygeplejersker må overtage flere diætist-opgaver.

På Næstved Sygehus har den eneste diætist på kræftafdelingen, der ledes af Sjællands Universitetshospital, også modtaget en fyreseddel.

Også på Nykøbing F. Sygehus er der fyret en diætist. Kost- og Ernæringsforbundets regionsformand i Region Sjælland Rikke Kristensen er oprørt.

- Hundesyge patienter lades i stikken. Diætisterne har livsnødvendig specialviden om ernæring til syge, som er en forudsætning for ethvert vellykket behandlingsforløb. Selv om behandlingen virker, kan man blive så afkræftet, at kroppen ikke kan klare mere, siger Rikke Kristensen.

Ledende overlæge på Sjællands Universitetshospitals kræftafdeling - i Roskilde og Næstved - Mads Nordahl Svendsen understreger, at patienterne skal opleve uændret kvalitet i behandlingen, når den samlede spareplan er gennemført.

I alt 198 ansatte i regionen står til at miste jobbet som led i spareplanen, mens yderligere op mod 300 ledige stillinger sløjfes. Det skal lukke en ubalance i budget 2019 på 184 millioner kroner. Derudover har de fem sygehuse selv i alt udsigt til et merforbrug i år på op mod 200 millioner kroner.

Dagbladet Ringsted