Samme dag, som en ny runde fredsforhandlinger om borgerkrigsramte Syrien skal begynde, er der meldinger om intensiverede bombeangreb i hovedstaden Damaskus.
Mindst 40 har mistet livet, og flere er sårede, i et angreb udført af syriske regeringsstyrker mod Barzeh nord for hovedstaden. Området er kontrolleret af oppositionen.
Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Den Høje Forhandlingskomité (HNC), der er den største, syriske oppositionsgruppe, kalder regimets optrapning for et blodigt budskab, som er rettet mod at sabotere fredsforhandlingerne.
Det er FN, der skal lede fredsforhandlingerne i schweiziske Genève, som begynder mandag. Torsdag mødes den syriske opposition med repræsentanter for præsident Bashar al-Assads regime.
Hvorvidt Assad skal fortsætte, er på dagsordnen i Schweiz.
Fredsforhandlingerne er de seneste i en lang række af forsøg på at skabe fred i Syrien. Så sent som i sidste uge var der forhandlinger i Kasakhstan om at bevare den ustabile våbenhvile i landet.
Krigen er Syrien er på vej ind i sit syvende år. Flere end 310.000 mennesker er blevet dræbt, og flere millioner er på flugt.
/ritzau/TT