Det kan godt være, at boligminister Carsten Hansen (S) torsdag landede en bred milliardaftale om renovation af almene boliger.
Men der var langt fra varme håndtryk mellem ministeren og den borgerlige opposition efter forhandlingerne.
Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti beskylder direkte Carsten Hansen for at snyde oppositionen ved først at afvise deres forslag om at renovere boliger for 4,1 milliarder kroner, for så derefter at fare i pressen og præsentere selv samme forslag som sit eget.
- Jeg er da utrolig glad for, at regeringen endelig imødekommer vores ønske, men jeg undrer mig en kende over processen, siger Venstres boligordfører, Louise Schack Elholm.
- Det er godt 14 dage siden, vi foreslog det, men der hældte ministeren det af brættet som uladsiggørligt. Det er helt utroligt, og det er klart, at det her skader vores tillid til ministeren, siger hun.
Også De Konservative klør sig i nakken over forløbet:
- Det er dårlig stil, så det er til at få øje på, siger politisk ordføre Benedikte Kiær.
- Vores fokus er naturligvis på selve aftalen, som vi i sagens natur bakker op om i og med, at det oprindeligt var vores eget. Men det her er et højst usædvanligt forløb, siger hun.
Dansk Folkepartis boligordfører, Karina Adsbøl, istemmer:
- Det bryder mod al god regeringsførelse, og det er under al kritik. Det er mig helt uforståeligt, at ministeren kan finde på at optræde på den måde, siger hun.
Ifølge aftalen forhøjes Landsbyggefondens renoveringsramme med ekstra 4,1 milliarder kroner.
Det ventes, at omkring 20.000 almene boliger, der trænger til et løft, kan blive renoveret for pengene.