Skatteminister Karsten Lauritzen (V) løfter nu sløret for, hvilke profiler han går efter til direktør-stillingerne i de syv nye styrelser, der afløser det længe udskældte SKAT. Ministeren vil have erfarne chefer med indsigt i skatteforhold til at stå for genopretningen af det skandaliserede og kriseramte SKAT.
- Det er mit ønske, at vi skal have større fokus på skattefagligheden i de nye styrelser. Derfor skal vi også have styrelsesdirektører, der er mere faglige, siger Karsten Lauritzen til det kommende nummer af fagbladet 'Dansk Told & Skat'.
De syv nye direktører kommer til at stå i spidsen for genopretningen af det danske skattevæsen, der de seneste år har været martret af en række opsigtsvækkende skandalesager. Afsløringer af forkerte ejendomsvurderinger, svindel med udbytteskat og et udskældt it-system og andre sager har trukket store overskrifter.
Så dygtige som muligt
Samtidig med at en kommission skal forsøge at komme til bunds i skandalerne, bliver det nuværende Skat nedlagt og i 2018 erstattet af syv nye styrelser, der skal fordeles i hele landet. Stillingsopslagene til de nye direktørstillinger er nu klar.
- For at få den skattemæssige faglighed håber jeg da, at mange af dem, der bliver styrelsesdirektører, enten har haft en fortid i det gamle SKAT eller er en del af SKAT i dag. Vi skal have så dygtige styrelsesdirektører som muligt, men det er da naturligt, at en del af dem har en baggrund i SKAT, siger Karsten Lauritzen til 'Dansk Told & Skat.'
Og han pointerer:
- Vi skal ikke have nogle ledelsesmæssige kapaciteter, men også nogle, som har lyst til at dykke ned i det faglige og tage ansvar for det.'
"Ikke et ondt ord om djøf'ere men ... "
I Dansk Told & Skatteforbund glæder formand Jørn Rise sig over ministerens signaler:
- Jeg vil gerne anerkende, at skatteministeren har fanget budskabet om, at det er folk med indsigt i skatteforhold, der skal lede Skat. Ikke en ondt ord om djøf’ere, men der skal andet end regneark og moderne ledelsesteorier til at styre Skat gennem problemerne, erklærer Jørn Rise over for Avisen.dk.
Han mener, at Karstens Lauritzens udtalelser er tegn på, at 'behovet for faglighed er kommet ind på lystavlen hos politikerne'.
- Alt for mange ledere i Skat har ikke haft de nødvendige kvalifikationer, og vi har jo set resultaterne: Alt for meget har sejlet, samfundet har mistet enorme værdier og det vil tage årevis at genoprette skattemyndighederne. Det er en direkte konsekvens af fraværet af faglighed, mener Jørn Rise.