Der er brug for ændringer i loven om førtidspension, så syge danskere ikke skal hives gennem det ene forløb efter andet for at finde ud af, om de skal have førtidspension, fleksjob eller et ordinært job.
Sådan lyder et fælles opråb fra fagbevægelsen. Det er hovedorganisationerne LO, FTF og AC, der tilsammen har 113 fagforbund som medlemmer, der er gået sammen i et fælles udspil.
Regeringen sidder i disse måneder og justerer den lov om førtidspension og fleksjob, der trådte i kraft i 2013.
Et hovedelement i forslaget fra de tre hovedorganisationer er, at det skal være lettere at få førtidspension.
– Vi er interesserede i at få så mange som muligt i arbejde, men det skal ikke være på bekostning af menneskers helbred og liv. Belastede borgere skal ikke igennem et forløb, som forringer deres livskvalitet, det skal kun ske, hvis der er realistiske udsigter til, at borgeren kommer i arbejde, siger LO-næstformand Ejner K. Holst i en pressemeddelese.
Læs mere om forslagene her.
Begyndte med tre forbund
Hen over sommeren har der været en række sager med syge mennesker, der er fanget i systemet. Det har blandt andet ført til demonstrationer foran flere jobcentre, hvor syge mennesker har givet udtryk for deres frustrationer.
En af dem var trafikofferet Charlotte. Hun blev kørt ned og fik stærke smerter. Men hun måtte kæmpe mere end 11 år, før hun fik førtidspension. Læs den historie her.
Fagbevægelsens modstand begyndte i august. Her gik FOA, Dansk Magisterforening og 3F sammen med et udspil med ændringer til loven.
Senere sluttede flere fagforbund sig til og i slutningen af august var der 41 organisationer med i oprøret.
Og nu er det altså en fagbevægelse med fælles front, der vil have ændringer.
Fagforbundene vil også have, at det skal være lettere at få fleksjob på den arbejdsplads, man tidligere har arbejdet på. Det er et såkaldt fastholdelsesfleksjob.
- Flere skal have mulighed for at komme i fastholdelsesfleksjob. Arbejdsprøvninger og ressourceforløb er ikke altid det bedste for borgeren, og dem, som er i ressourceforløb, skal ikke straffes økonomisk, skriver Bente Sorgenfrey på sin blog.
Det har også skabt massiv kritik, at kommunerne tolker loven så forskelligt. Avisen.dk har dokumenteret, at Kolding giver fem gange mange førtidspensioner som København. Det kaldte en ekspert for meget påfaldende. Læs mere her.