Ifølge børnepsykolog Margrethe Brun Hansen er det utrolig vigtigt, at forældre sørger for, at deres børn behandler hinanden med respekt. »Det gælder for eksempel om at få lært de to robuste storebrødre med hang til at klatre på klipper og springe ud med faldskærm, at deres spinkle lillebror, som spiller fantastisk på klaver, har gjort sig ligeså fortjent til beundring og respekt, som dem selv,« siger hun.
Men hvis nu mor og far også er robuste og til heftig sport, så er der desværre en risiko for, at lillebror bliver overset, siger hendes erfaring. For det kan være sårbart at stikke ud fra resten af familien. Derudover gør lederskab en vigtig forskel.
»Hvis far er fjern og travl, og mor er sart og svag, kan det ske, at børnene selv opbygger nogle magtstrukturer, hvor den ene hele tiden styrer, bestemmer og tryner den anden.« Og her må forældrene tage ansvar og vise lederskab ved det gode eksempel, mener børnepsykologen.