Der blev onsdag atter en rolig stemning omkring renterne. Flere markedsdeltagere vurderede, at den var kommet for meget op på frygt og forventninger om hurtig tilbagerulning af USAs opkøbsprogram af obligationer. Det blev lidt beroliget af en nedrevidering af væksten for første kvartal i USA. Dermed går det ikke så godt, at programmet skal tilbagerulles så hastigt som frygtet.
For renten på den toneangivende danske 10-årige statsobligation gav det sig udslag i et fald til omkring 1,89 pct. eller 5 basispoint lavere end slutniveauet tirsdag og 4 basispoint lavere end niveauet ved markedets åbning.
I Frankfurt sås rentefald for de tilsvarende statsobligationer i samme størrelsesordenen, mens de tilsvarende renter i UK og Frankrig faldt omkring 8 basispoint.
- I Europa mener vi, at renten er skudt over målet. Der er god værdi i europæiske fastforrentede papirer for de kommende få uger på disse niveauer, udtaler rentestrateg Michael Leister i Commerzbank i London til Bloomberg News.
Sidst på formiddagen solgte Italien seks måneders statsgældspapirer for 8 mia. euro, hvilket også var det målsatte beløb. Papirerne blev afregnet til en rente på 1,052 pct. mod 0,538 pct. ved den seneste auktion den 29. maj, oplyser Bloomberg News.
Onsdag morgens tillidsindeks fra Tyskland - Gfk forbrugertillidsindeks - landede for juli i 6,8 mod forventninger om 6,5 som i juni. Dermed er indekset fortsat i det højeste niveau siden efteråret 2007.
Onsdag eftermiddag kom tredje opgørelse af BNP for første kvartal fra USA og data for privatforbruget for første kvartal.
BNP voksede i første kvartal mindre end ventet og mindre end oprindeligt vurderet. Væksten blev revideret ned til 1,8 pct. fra tidligere rapporteret 2,4 pct. Udviklingen var klart svagere end ventet, idet konsensus ifølge Bloomberg News var en vækst på 2,4 pct. - som ved den anden opgørelse. Det private forbrug blev samtidig nedrevideret til en vækst på 2,6 pct. i første kvartal. Til sammenligning var der ventet en forbrugsvækst på 3,4 pct. - som senest rapporteret i anden opgørelse over forbruget.
De opgørelser gav rentefald i USA fra omkring 2,59 pct. til 2,55 pct. og understøttede faldet i de europæiske rente.
/ritzau/FINANS
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk