Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) skal forklare omstændighederne angående et Rolex-ur til 68.800 kroner, som han fik af en oliesheik i Qatar i 2010.
Det sker fordi Folketingets Ombudmand har valgt at gå ind i sagen på samme måde som ved Søren Pinds (V) rabatkort, skriver bt.dk.
"Jeg henvender mig foreløbig til statsministeriet for at høre nærmere på samme måde, som jeg har henvendt mig i sagen om Søren Pinds-tøjrabat," siger Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen til bt.dk.
Ombudmanden er Folketingets øverste kontrolinstans, når det gælder gaver til ministre. Han slår over for avisen fast, at der gælder de samme regler for ministre som for almindelige offentligt ansatte. De må højst modtage små gaver såsom vin, bøger og blomster.
"Nu vil jeg ikke behandle sagen, før jeg har set på den. Men det er klart, at urets værdi, som jeg kan se, er blevet beskrevet som 68.000 kroner indgår i min vurdering," forklarer Hans Gammeltoft-Hansen til avisen.
Troels Lund Poulsen har tidligere slået fast, at han har betalt told og skat af uret, hvilket ifølge ham selv frikender ham for den private brug af uret.
Kilde: B.T.