Om syv år når dagpengene en milepæl "af den helt negative slags"

- Jeg forstår godt, at lønmodtagerne ikke er trygge ved udsigten til at ende på dagpenge, siger Lizette Risgaard, formand for LO. (Foto: Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.)

Hvert år falder værdien af de dagpenge, som mange danske lønmodtagere er afhængige af, hvis de mister deres job. Forringelserne på dagpengeområdet skaber utryghed og truer det danske arbejdsmarked, mener LO-fagbevægelsen.

Det bliver dyrere og dyrere for danske lønmodtagere at miste deres job og ryge på dagpenge.

Ifølge beregninger fra LO får en arbejder i et typisk LO-fag dækket knap 53 procent af sin løn, hvis vedkommende ryger på dagpenge i dag.

Den såkaldte dækningsgrad falder dog støt i de næste år som følge af forskellige reguleringer af dagpengeområdet.

Således vil en LO-lønmodtager, der mister sit job i 2025, opleve at få udbetalt halvdelen af sin løn i dagpenge. 

- Det er jo en milepæl af den helt negative slags vi kommer til at opleve i 2025. Det er ganske simpelt ikke godt nok, og jeg forstår godt, at lønmodtagerne ikke er trygge ved udsigten til at ende på dagpenge, siger Lizette Risgaard, formand for LO, til Avisen.dk.

Hos Danske A-kasser ser man også med stor alvor på dagpengenes faldende værdi. 

- Hvis politikerne ikke snart kender deres besøgelsestid og stopper med at forringe dagpengeordningen, ender det jo med, at folk vil have fratrædelses-godtgørelser og længere fyringsvarsler skrevet ind i overenskomsterne, siger Verner Sand Kirk, direktør for Danske A-Kasser. 

Hos den borgerlige tænketank CEPOS ligger man dog ikke søvnløs over det faktum, at dagpengene hvert år bliver mindre og mindre værd.

- Hvis ikke lønmodtagerne er tilfredse med den dækning, som de får i dagpengesystemet, har de fleste jo gode muligheder for at tegne en privat lønforsikring som alternativ, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen fra CEPOS til Avisen.dk.