Ole Birks folk melder Uber-afløser til poltiet

Foto: Henning Bagger/Scanpix

Den nye køretjeneste UBR City har knapt fået biler på gaden, før reaktionen falder prompte fra Trafikstyrelsen.

Styrelsen melder UBR City til politiet for at få afprøvet, om den holder sig inden for lovens rammer. Det oplyser styrelsen i en mail.

- Herefter er det op til politiet at vurdere, hvorvidt UBR City overtræder taxiloven ved at udføre erhvervsmæssig personbefordring uden tilladelse.

- Styrelsen overvåger i øvrigt løbende markedet for personbefordring og vurderer herunder lovligheden af nye services, som lanceres, siger vicedirektør Keld Ludvigsen fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i mailen.

UBR City blev lanceret mandag. Det er en tjeneste, der tilbyder transport af genstande i en radius af godt 70 kilometer fra København.

Tjenesten baserer sig ligesom Uber på en app, hvor man kan bestille en chauffør, og navnet læner sig også meget tæt op ad forbilledet Uber.

Som konsekvens af den danske taxilovgivning måtte Uber i april lukke ned i Danmark.

Ifølge UBR Citys pressechef, Per Jakobsen, er forskellen på de to køretjenester, at UBR City er en transporttjeneste, ikke en taxatjeneste.

Det betyder i praksis, at man for at benytte tjenesten skal have transporteret noget, og så må man selv gerne køre med på turen.

Præcis samme koncept benytter man sig også af hos Habil, som i april blev politianmeldt for brud på taxalovgivningen.

Ifølge UBR City er der allerede over 100 chauffører tilmeldt tjenesten.

Uber hævdede at være en samkørselstjeneste, men blev i Danmark regnet som ulovlig taxikørsel. Med en ny taxilov blev kravene til biler, der kører taxikørsel, skærpet, så de blandt andet skal have sædefølere og taxametre.

Det tog livet af Uber-konceptet, hvor private udbyder kørelejlighed mod betaling.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.