OL-mester venter Wozniacki i anden runde af Miami Open

Mónica Puig fra Puerto Rico vandt natten til torsdag over australske Samantha Stosur i Miami Open.
Mónica Puig er videre til anden runde af Miami Open efter sejr over australske Samantha Stosur.
Mónica Puig er videre til anden runde af Miami Open efter sejr over australske Samantha Stosur. Foto: Clive Brunskill/AFP

Det bliver den regerende OL-mester Mónica Puig, der venter den danske tennisspiller Caroline Wozniacki i anden runde af WTA-turneringen Miami Open.

Det står klart, efter at puertoricaneren vandt 6-3, 6-4 over australske Samantha Stosur i første runde.

Caroline Wozniacki har gode erfaringer fra sine møder med Mónica Puig, der ligger nummer 82 i verden.

Danskeren fører således 3-1 i indbyrdes opgør. Senest mødtes de to i Qatar i 2017. Her vandt Wozniacki sikkert i to sæt.

Puig har dog hjemmebanefordel i Miami, da mange puertoricanere er på anlægget for at støtte OL-guldvinderen.

Det var også tilfældet i kampen mod Samantha Stosur.

- Det var fantastisk at spille her. Jeg spiller hjemme foran min familie og venner og alle puertoricanerne derude. Jeg elsker jer, siger Puig efter kampen.

24-årige Puig er allerede begyndt at indstille sig på kampen mod andenseedede Wozniacki.

- Caroline og jeg har haft hårde kampe. Jeg har vundet nogle, og hun har vundet nogle, siger Mónica Puig og tilføjer:

- Jeg ser bare frem til at spille endnu en kamp foran mit hjemmebanepublikum. Så jeg er klar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.