En række skolekammerater og familiemedlemmer opfordrer til politisk handling i kølvandet på et voldsomt skoleskyderi i Florida.
De siger samtidig sagt nej tak til de mange bønner og kondolencer, der er strømmet ind fra store personligheder på eksempelvis Twitter.
Det drejer sig blandt andet om beskeder fra USA's præsident, Donald Trump, og den konservative politiske kommentator og tv-vært Tomi Lahren.
Sidstnævnte opfordrer på Twitter venstrefløjen til at lade de pårørende sørge, før den begynder med sin "anti-våben-dagsorden". Det har fået en af de studerende på den ramte high school til at reagere på Twitter.
- Et våben har dræbt 17 af mine klassekammerater. Et våben har traumatiseret mine venner. Hele min skole er traumatiseret efter denne tragedie. Det kunne have været forhindret. Hold venligst kæft, Tomi, lyder det i et svar på Twitter fra en bruger, der kalder sig kyra.
En anden Twitter-profil, der angiveligt også tilhører en studerende på Marjory Stoneman Douglas High School, skriver henvendt til Donald Trump:
- Jeg vil ikke have dine kondolencer, dit skide røvhul. Mine venner og lærere blev skudt. Flere af mine klassekammerater er døde.
- Gør noget i stedet for at sende bønner. Bønner løser ikke det her. Men våbenkontrol vil forhindre det i at ske igen, skriver brugeren sarah.
Hendes tweet er blevet spredt vidt og bredt på det sociale medie, hvor det torsdag morgen havde fået 65.000 retweets og over 150.000 likes.
I et nyt tweet skriver hun, at hun beklager det hårde sprog, men at hun holder fast i budskabet om, at der er brug for handling.
En anden pårørende, en tante til en af de dræbte, har skrevet et brev i kølvandet på tragedien. Her opfordrer hun det politiske USA til at tage ansvar, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Min familie vil ikke have jeres håb og bønner. Vi vil have handling.
Det er ikke usædvanligt, at skyderier i USA sparker gang i debatten om landets meget omdiskuterede våbenlov. I præsident Donald Trumps tale efter skyderiet nævnte han dog ikke noget om loven.
Præsidenten har kaldt den formodede gerningsmand "mentalt forstyrret".
/ritzau/