Så snart Lars Lykke Rasmussen kl. 12 i dag havde annonceret, at Danmark indfører midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse, begyndte diskussionerne om, hvordan det vil ramme danske virksomheder.
Men også forbrugerne kan blive ramt i form af højere priser på varer, vurderer Torben Villadsen, der er administrerende direktør i møbekvirksomheden Actona, og mener, at grænsekontrol er den forkerte vej at gå.
Det skriver dr.dk.
- Det er et skridt tilbage for den frie bevægelighed i EU, hvor man sikrer uhindret og let adgang for arbejdskraft, varer og ydelser på tværs af landegrænser, siger Torben Villadsen til DR og fortsætter:
- Går man skridtet videre end stikprøvekontrol og laver en egentlig grænsekontrol på alt, så betyder det jo, at det kommer til at koste mere at få transporteret varer over grænsen. Det vil resultere i dyrere varer for forbrugerne, siger Torben Villadsen.
Actona tjener 80 procent af sin milliardomsætning gennem eksport til udlandet, skriver dr.dk.