Det konservative parti i Østrig ligger til at genvinde regeringsmagten.
Med næsten alle stemmer talt op sent søndag efter dagens parlamentsvalg har det konservative parti ÖVP ifølge nyhedsbureauet dpa fået 31,6 procent af stemmerne.
Dermed kan Østrigs næste forbundskansler meget vel blive den 31-årige nuværende udenrigsminister, Sebastian Kurz, der er ÖVP's formand.
- Det er vores chance for at skabe ægte forandringer i dette land, sagde han søndag aften til sine begejstrede tilhængere ved partiets valgfest.
Socialdemokratiet SPÖ, der var i koalition med de konservative i den afgående regering, får 26,9 procent og er næststørst.
Det højrenationale Frihedspartiet, FPÖ, får 26 procent.
Dermed går de konservative frem med 7,6 procentpoint i forhold til valget i 2013.
Frihedspartiet er gået frem med 5,6 procentpoint.
Socialdemokraternes opbakning er 0,1 procentpoint større end i 2013.
Den helt store taber er De Grønne, der får 3,9 procent og ikke klarer spærregrænsen.
Partiet havde over 12 procent af stemmerne i det gamle parlament.
Det liberale parti Neos får 5,1 procent og det venstreorienterede Liste Pilz får 4,3 procent, skriver nyhedsbureauet dpa.
Sebastian Kurz ventes som ny kansler at danne en ny alliance i østrigsk politik ved at gøre op med samarbejdspolitikken, hvor de to store partier, ÖVP og SPÖ, næsten altid har dannet en stor koalition sammen.
Kurz har ligget i toppen af meningsmålingerne siden maj. Han er gået til valg på en indvandrerkritisk politik, og her støttes han af Frihedspartiet.
I øvrigt siger socialdemokraternes leder, forbundskansler Christian Kern, på valgaftenen, at han ikke vil forlade posten som partileder.
- Jeg har sagt, at jeg bliver i politik i ti år, og der er ni år tilbage.
6,4 millioner vælgere havde muligheden for at deltage i parlamentsvalget.
Der mangler endnu at blive talt stemmer op fra enkelte valgsteder. De bliver talt op på torsdag, skriver dpa.
Ifølge oplysningerne vil disse stemmer teoretisk kunne rykke resultatet med op til 0,7 procentpoint.
/ritzau/Reuters