Tjekkiet, Ungarn og Polen brød EU's lovgivning, da de under flygtningekrisen i 2015 nægtede at tage del i en kvotefordeling.
Det siger EU-Domstolens øverste rådgiver, generaladvokat Eleanor Sharpston.
Hendes tilkendegivelse afgør ikke, hvad domstolen vil ende med at dømme. Men den angiver ofte retningen for, hvordan en sag vil falde ud.
Sharpston mener, at de tre lande har undladt at leve op til de pligter, de har ifølge EU's lovgivning, i forbindelse med fordelingen af flygtninge til international beskyttelse.
Aftalen, der blev indgået på et EU-topmøde i 2015, fastsatte, hvor mange flygtninge hvert EU-land skulle tage imod.
Det skete på et tidspunkt, hvor strømme af flygtninge fra især det krigshærgede Syrien, men også Afghanistan, søgte mod Europa.
Formålet med aftalen var at tage presset af de lande, der var hårdest ramt af flygtningestrømmen: Grækenland og Italien.
Men Tjekkiet, Polen og Ungarn nægtede at tage imod flygtninge og ignorerede den kvote, de var tildelt. Det fik EU-Kommissionen til at indgive en klage over de tre østeuropæiske lande.
En talsmand for Polens regering har reageret på udmeldingen fra EU-Domstolens øverste rådgiver ved at understrege, at Polen først og fremmest tager hensyn til sin egen befolknings sikkerhed.
Således handlede regeringen "i den polske befolknings interesse" og på en måde, som skulle beskytte landet mod "ukontrolleret migration", lyder det fra talsmand Piotr Mueller ifølge det polske nyhedsbureau PAP.
Men den argumentation er ikke tilstrækkelig til at undlade at tage imod et aftalt antal flygtninge, mener den øverste rådgiver for EU-Domstolen.
- Princippet om solidaritet må nødvendigvis betyde, at man nogle gange skal bære sin del af byrden, siger Eleanor Sharpston.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP