Fremover skal det koste penge at køre på de danske veje, hvis det står til Enhedslisten, som i en ny klimaplan foreslår en vejafgift, der er højere i byer end på landeveje.
Det skal koste en krone for hver kilometer kørt i byerne, 0,25 kroner for motorveje og 0,1 krone for øvrige. Der står dog ikke noget om, hvordan det skal ske, hvilket en økonomiprofessor kritiserer.
- Det er interessant, fordi det er noget, mange har snakket om. Men man venter på en teknisk løsning, som er interessant og mulig at implementere, siger Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet.
Han ser vejafgift som udspillets største finansieringskilde, men også som den største udfordring.
Samtidig mener han, at det er svært ikke at forestille sig en eller anden form for vejafgift engang i fremtiden, fordi det er den bedste måde at regulere bilkørsel på ifølge økonomer.
Enhedslisten beskriver ikke, hvordan pengene skal opkræves. Men hvis det bliver en gps-løsning, er der mange udfordringer ifølge Bo Sandemann Rasmussen.
- Det er ikke billigt, når det skal implementeres, og hele systemet skal op at køre. Man bliver lidt bange, fordi det er endnu en offentlig, digitaliseret løsning. Det her kan blive rigtig dyrt, og de har ikke beskrevet, hvad de har tænkt sig, siger han.
Han roser partiet for at have overfinansieret udspillet, men peger samtidig på, at det indeholder en række usikkerheder.
- De undlader at gøre det, man måske burde gøre, nemlig at lave forskellige satser for vejtype til vejtype og lade dem variere i løbet af dagen, så de er højere, når der er myldretid, siger han.
/ritzau/