Flere kommuner sender borgere i arbejdsprøvning, selvom de er så syge, at de bliver nødt til at tage deres senge med i praktik, så de kan hvile sig undervejs.
Det har Avisen.dk i løbet af sommeren kunne fortælle.
Senest har sagen om Ewan O'Nell set dagens lys i Assens Kommune.
Ifølge TV2/Fyn er han så syg, at lægen har erklæreret, at Ewan O'Nell ikke kan arbejde mere end 12 til 15 minutter om ugen.
Nu skal Ewan O’Nell dog i praktik med sin seng – han skal arbejdsprøves, så kommunen kan finde ud af, om han skal have førtidspension eller kan komme i fleksjob.
Assens Kommune leder derfor nu efter en arbejdsplads, der kan tilbyde arbejde i 12 minutter om ugen.
Ewan O’Nell selv er rystet over sagen.
- Det kan ikke være rigtig, at man skal i praktik med en seng igen. Hvad skal jeg så være her for, spørger Ewan O'Nell, der fik forskubbet to nakkehvirvler i et trafikuheld i 2010.
- Der er ikke nogen, der overhovedet kan sætte sig ind i, hvor ondt man har - og hvor ødelagt psykisk man bliver af at blive kastet sådan her rundt, siger Ewan O'Nell til TV 2/Fyn.
Kommunen gør dog bare, hvad den skal, forklarer borgmester, Søren Steen Andersen (V).
- Der er borgere, der klager over os og loven - og så går det til Ankestyrelsen. Og så får vi svar tilbage - og de sidste par svar vi har fået, der har vi fået klokkeklart medhold, siger han til TV 2/Fyn.