Republikaneren Mitt Romney har siden sin succesfulde optræden i den første direkte tv-duel mod Barack Obama lavet et comeback i meningsmålingerne:
* I den seneste landsdækkende måling fra Reuters/Ipsos udbygger Romney sin føring til den siddende præsident. Hvis der var valg i dag, ville Romney få 47 procent af stemmerne mod 44 procent til Obama.
Dagen forinden havde Romney blot et forspring på et procentpoint.
* Romneys føring i Reuters-målingen står ikke alene. Ifølge RealClearPolitics, som udregner gennemsnittet af de landsdækkende målinger i USA, fører Romney snævert med 0,7 procentpoint.
* Selvom Romney har taget førstepladsen på det landsdækkende vælgerbarometer, så fører Obama stadig i de afgørende svingstater. Ifølge politico.com står den siddende præsident til sejr i syv ud af 10 kampstater.
* Obama er også stadig mere populær end Romney. I en popularitetsmåling foretaget for Washington Post og ABC får Obama opbakning fra 56 procent af amerikanerne, mens Romney må nøjes med 45 procent.
* Tirsdag den 16. oktober møder de to præsidentkandidater hinanden i delstaten New York i den anden af i alt tre direkte tv-dueller.
Ifølge flere eksperter slap Romney bedst fra den første debat, og Obama er derfor presset inden tirsdagens tv-opgør, hvor emnet er udenrigspolitik.
* Den sidste af de tre planlagte tv-debatter finder sted 22. oktober i Florida. Præsidentvalget afgøres 6. november.
Kilde: Reuters, AFP, realclearpolitics.com, politico.com.
/ritzau/