USA's præsident, Barack Obama, vil nedlægge veto mod den seneste i rækken af Republikanernes budgetforslag, der er udformet til at genåbne udvalgte myndigheder i forbindelse med nedlukningen af store dele af den offentlige sektor.
- Regeringen er stærkt imod Repræsentanternes Hus' godkendelse af en finanslov for 2014 stykvist, hvilket kun vil betyde en meget begrænset genskabelse af aktiviteter, siger Det Hvide Hus i en erklæring.
- At behandle bevillinger af budgetforslag på denne måde er hverken en alvorlig eller ansvarlig måde at drive den amerikanske regering på, tilføjer Det Hvide Hus.
Det offentlige USA har siden tirsdag delvist været lukket ned, efter at politikerne ikke var i stand til at løse en tvist, hvor Republikanerne kræver, at præsidentens sundhedsreform, Obamacare, droppes til gengæld for at vedtage en ny finanslov.
Mens demokrater og republikanere strides om finansloven, har Obama også en langt mere alvorlig tidsfrist hængende over sig.
Den 17. oktober ventes USA at ramme det såkaldte gældsloft, som gør, at verdens største økonomi ikke længere vil kunne optage lån i udlandet, og det kan vise sig langt mere alvorligt end den nuværende nedlukning.
Formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren John Boehner, afviser fredag medieforlydender om, at der skulle være splittelse blandt Republikanerne i forhold til at godkende en ren forøgelse af gældsloftet uden at skære i udgifterne.
Kongressen skal helst nå frem til enighed om en hævelse af loftet, og det ventes, at republikanerne også her vil presse Obama.
Boehner talte dunder efter et lukket møde i Det Republikanske Parti og irettesatte en uidentificeret embedsmand i Obamas administration for at have sagt, at "det er ligegyldigt, hvor længe nedlukningen varer, fordi Det Hvide Hus vil vinde budgetkrigen til slut."
- Det er ikke nogen forbandet leg. Det amerikanske folk ønsker ikke, at regeringen lukker ned, og det gør jeg heller ikke, sagde Boehner til journalister.
Det Hvide Hus' talsmand, Jay Carney, fastslår da også, at det er "helt og aldeles forkert" at tro, at Obama er interesseret i at trække nedlukningen i langdrag.
- Vi ønsker, at dette slutter nu. Punktum, siger talsmanden.
/ritzau/Reuters