Nogle af de mange hackerangreb mod amerikanske virksomheder og infrastruktur, der udføres i Kina, støttes af staten, siger USA's præsident, Barack Obama.
I et interview med ABC News understreger Obama, at det ikke gælder alle angreb, der udføres af kinesiske hackere. Nogle af dem er ren kriminalitet.
- Vi har gjort det meget klart for Kina og enkelte andre statslige aktører, at vi forventer, at de følger internationale normer og regler, siger Obama.
- Vi vil tage en alvorlig snak med dem. Det har vi allerede gjort, tilføjer præsidenten.
I den nye amerikanske trusselsvurdering, som blev offentliggjort tirsdag, stod cyberangreb og netspionage højere oppe på listen over trusler mod USA end terrorisme.
Flere amerikanske politikere hævder, at Kina i er gået i krig mod USA i cyberspace. Men Obama advarer mod den slags retorik og minder om, at der er stor forskel på krig og dataspionage.
- Sandheden er, at vi har set et støt stigende antal trusler mod sikkerheden i cyberspace. Nogle er statsligt sponsoreret. Nogle er udelukkende sponsoreret af kriminelle, konstaterer Obama.
De kinesiske myndigheder har tidligere afvist anklagerne og retter i stedet pegefingeren mod USA.
Ifølge Kinas udenrigsministerium har hackere i USA gennemført en række angreb mod militære hjemmesider.
Kineserne erklærer sig dog villige til at samarbejde med de amerikanske myndigheder om at bekæmpe datakriminalitet.
- Det, som nødvendigvis sker i cyberspace, er ingen krig. Det drejer sig om regulering og samarbejde, siger Hua Chunying, talskvinde for Udenrigsministeriet i Beijing.
/ritzau/AFP