Præsident Barack Obama leder selv en intens indsats for at overtale skeptiske kongrespolitikere til at støtte et angreb på Syrien.
Både den amerikanske præsident og vicepræsident Joe Biden ringer rundt til Kongressens medlemmer for at argumentere for en operation.
Den optrappede lobbyvirksomhed fra Obama-administrationen komme efter et kongresmøde om Syrien søndag, hvor medlemmerne kortvarigt havde afbrudt deres ferie og mødte op i t-shirts for at drøfte situationen efter brugen af kemiske våben mod hundredvis af civile.
- Min store bekymring er, at det vil føre til en ny krig mod et land, der ikke har angrebet os, siger demokraten Janice Hahn i en kommentar efter mødet
Hun siger, at hun har indtryk af, at omkring halvdelen af deltagerne i mødet støtter et planlagt angreb mod Syrien, mens den anden halvdel er imod. Men de fleste på mødet var overbeviste om, at Syriens regering har brugt kemiske våben.
- Billederne af døde babyer på rad og række, jeg kan ikke få det ud af mine tanker, siger en anden demokrat fra Kongressen, Debbie Wasserman Schultz.
Hos mange kongresmedlemmer er det de usikre følger af et angreb, der gør dem skeptiske over for Obamas ønske om at reagere militært.
De stiller spørgsmål om eventuelle uforudsete konsekvenser, om krigstrætheden i den amerikanske befolkning og prisen for en aktion uden en bred international koalition i ryggen.
Den republikanske senator og tidligere præsidentkandidat John McCain har desuden efterlyst en tydelig strategi og plan for angreb. Han er skeptisk over en plan, der ikke indebærer meget andet end "afsendelse af nogle krydserraketter og dermed færdig."
Mange venter, at det vil lykkes Obama at få et flertal i Kongressens førstekammer, Senatet, hvor Demokraterne har flertal. Men i Repræsentanternes Hus, hvor Republikanerne har flertal, kan det blive sværere.
Republikanerne i dette kammer undlader sjældent at udnytte en chance til at modarbejde Obama. Dertil kommer, at præsidenten også støder på modstand i sit eget parti.
Der er krigsmodstandere både blandt liberale demokrater og konservative republikanske Tea Party-tilhængere - de to yderfløje i amerikansk politik.
Obamas regering argumenterer for, at de internationale normer mod kemiske våben vil blive svækket, hvis USA ikke går i aktion mod Syrien. I øvrigt kan Syriens allierede i Hizbollah-militsen og i Iran blive styrket, mens Israel blive svækket, hedder det.
/ritzau/AFP