Obama besøger sin fars hjemland

USA's tidligere præsident Barack Obama i midten er i Kenya, hvor han er blevet hilst velkommen af præsident Uhuru Kenyatta til højre. Til venstre er det Obamas halvsøster Auma Obama. (Foto: Foto: Handout/Reuters)

Barack Obama er på rejse i Afrika og er kommet til Kenya, hvor hans far blev født.

USA's tidligere præsident Barack Obama er kommet til Kenya, det afrikanske land, hvor hans far blev født.

Noget af Obamas familie bor stadig i det østafrikanske land.

Det er første gang, efter at Obama gik af som præsident i januar 2017, at han besøger Kenya.

- Det er godt at byde dig velkommen, skriver Kenyas præsident, Uhura Kenyatta, på Twitter.

Han har også offentliggjort et foto af sig selv sammen med Obama, som blandt andet skal åbne et ungdomscenter i Kenya sammen med sin halvsøster Auma Obama.

Det amerikanske nyhedsbureau AP skriver, at Obama også ventes at mødes med oppositionsleder Raila Odinga, der nu samarbejder med Kenyattas regering.

AP skriver også, at Obamas besøg er afdæmpet. Helt i modsætning til tidligere besøg, hvor tusindvis af kenyanere har været på gaderne for at juble, når han kørte forbi.

Han var der i 2006 som senator og igen i 2015 som præsident.

Mange kenyanere regner Obama for en landsmand. En lokal dreng, der blev en stor succes, selv om Obama aldrig har boet i Kenya.

Han blev født i Hawaii af en hvid mor fra Kansas. Han har knap nok kendt sin kenyanske far, der var økonom.

Mandag er det planen, at Obama skal besøge sin fars hjemby Kogelo i Siaya-regionen.

Der er opstillet storskærme rundt om i Siaya, så alle kan følge med i åbningen af ungdomscentret.

Barack Obama flyver videre fra Kenya til Sydafrika, hvor han tirsdag holder tale i Johannesburg for at mindes Nelson Mandela.

Det er tirsdag 100 år siden, antiapartheidhelten Nelson Mandela blev født.

/ritzau/dpa