På sin sidste udlandsrejse som USA's præsident landede Barack Obama tirsdag i Grækenland. Det skete med en advarsel til europæerne om ikke at lade sig vælte omkuld af "rå nationalisme".
- Vi er nødt til at have et værn mod den stigende rå nationalisme eller etnisk identificering eller stammefællesskab, som bygges op om et "os" og "dem", sagde han til journalister i Athen.
- Vi ved, hvad der sker, når europæere begynder at dele sig op. Det 20. århundrede var et blodbad, minder han om.
Obama siger, at man også i USA er smerteligt bevidst om, hvor farligt det er at splitte "os langs racemæssigt, religiøse eller etniske linjer".
Mange europæere har udtrykt frygt for, at amerikanerne med valget af republikaneren Donald Trump i sidste uge som præsident har indvarslet en tid med racisme og højreekstremisme. Det er tendenser, der allerede ses i flere europæiske lande.
Obama udtrykte efter et møde med den græske præsident håb om, at Grækenlands kreditorer vil være villige til at lette betingelserne på landets enorme gæld.
- Grækenland er gået gennem meget udfordrende og dramatiske tider over de seneste år, fortalte han præsident, Prokopis Pavlopoulos.
Obama vil om to måneder blive afløst som præsident af Trump.
- Vi er glade for at se de fremskridt, som er gjort, skønt vi anerkender, at der venter betydelige udfordringer længere fremme, og vi agter at stå skulder ved skulder med det græske folk gennem hele denne proces, lovede Obama.
- Til det øvrige Europa vil jeg fortsætte med at lægge vægt på, at det er vores synspunkt, at sparepolitik alene ikke kan levere velstand, påpegede den amerikanske præsident.
Han mødtes efter besøget hos den græske præsident med premierminister Alexis Tsipras.
Det er planen, at Obama onsdag vil holde, hvad der beskrives som en stor tale i Athen om demokrati.
/ritzau/AFP