OB-træner roser sit holds vinderkultur efter sen sejr

Sport
Superliga Fodbold Odense Boldklub mod Esbjerg FB. Nature Energy Park Odense. Søndag den 11 november 2018. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)

Ifølge OB-træner Jakob Michelsen var det stor tro på egne evner, der fik vendt nederlag til sejr mod Esbjerg.

OB kom tidligt bagud, men fik alligevel vendt kampen og vandt 2-1 til sidst, da holdet havde Esbjerg på besøg i Superligaen.

Casper Nielsen sendte sejrsmålet i kassen dybt inde i overtiden, og det var et følelsesladet øjeblik, der fik hele OB-bænken op fra stolene.

- Når man scorer sejrsmålet i overtiden i en tæt fodboldkamp, så er der selvfølgelig en masse følelser, der kommer ud. Nu hvor ligaen er så tæt, så er alle point utroligt vigtige, så vi er naturligvis lykkelige efter kampen, siger OB-træner Jakob Michelsen.

Den sene sejr sender OB seks pladser op i ligaen. Trods det er stillingen ikke noget, som Michelsen tænker meget på.

- Jeg kigger ikke så meget på tabellen. Inden kampen lå vi på tiendepladsen, og nu ligger vi på fjerdepladsen, så det viser også bare, hvor tæt ligaen er.

Det er første gang siden 29. maj 2016, at fynboerne formår at vinde efter at være kommet bagud. Ifølge OB-træneren er det resultatet af det mentale arbejde, der har været fokus på.

- Vi arbejder meget med vores vinderkultur, og det bærer frugt. Vi har så meget tro på egne evner, at selv om vi kommer bagud, så slår vi tilbage.

- Vi kom tidligt bagud mod Esbjerg, der ikke har tabt en fodboldkamp længe, og alligevel spillede vi dem ud af banen og fik fortjent udlignet. Vi burde nok også have ført allerede i pausen.

Overtidshelten Casper Nielsen slog fast efter kampen, hvor vigtig sejren var.

- Det betyder vanvittigt meget (at score sejrsmålet i overtiden, red.). Det giver en god fornemmelse at gå på landsholdspause med tre point, siger han.

Efter landskampspausen skal OB møde FC Nordsjælland, mens Esbjerg møder Vendsyssel.

/ritzau/