OB-angriber holder fast i det positive trods nederlag

Sport
Superliga - FC Nordsjælland vs. OB (Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix)

OB tabte med 0-3 ude mod FCM, men Nicklas Helenius mente ikke, at resultat var retvisende for opgøret.

OB løb ind i et nederlag, da FC Midtjylland hjemme vandt 3-0 over fynboerne i Superligaen fredag.

Nederlaget kom efter fire ligasejre i træk, men klubbens angriber Nicklas Helenius valgte bagefter at holde fast i den positive attitude.

- Midtjylland var bedre end os, men vi følte ikke, at 0-3 var et retvisende resultat, da vi på ingen måde blev spillet ud af banen, siger Nicklas Helenius.

I begyndelsen af anden halvleg fik Helenius en gylden mulighed for at bringe OB tilbage i opgøret, da han skulle sparke et straffespark.

Angriberen misbrugte dog muligheden, og han medgiver, at en scoring måske kunne haft indflydelse på opgøret.

- Selvfølgelig var det afgørende, når man brændte et straffespark, men jeg syntes, at vi viste et godt udtryk i det første kvarter af anden halvleg.

- Vi var ovenpå, og FCM-spillerne forsøgte at få hinanden i gang. Om en scoring på daværende tidspunkt havde kickstartet os imod et eller flere point, kan jeg ikke vide, siger Nicklas Helenius.

OB havde ikke tabt i ni ligakampe før fredagens nederlag, og den tabte kamp må ikke ødelægge moralen hos OB, mener angriberen.

- Det har været en opadgående kurve. I begyndelsen af sæsonen var det nogle personlige fejl, der kostede, men det har vi fået løst som hold.

- Sejrene har givet selvtillid, og vi ved, hvad vi skal på banen og til træning. Vi har stået sammen, og vi må ikke miste modet efter nederlaget mod FCM.

- FCM har Danmarks bedste hjemmebane, og jeg følte, at det var en mere lige kamp, end resultatet viste, slutter angriberen.

/ritzau/