En bevæbnet mand dukkede op til et offentligt møde på det lokale rådhus, hvor han åbnede ild. Tre personer meldes dræbt, og mindst fire personer blev såret. Gerningsmanden blev derefter overmandet og såret af skud fra sit eget våben, rapporterer CNN.
Skuddramaet skete mandag aften i den lille by Saylorsburg, nord for Philadelphia, USA, og der var mellem 15 og 20 personer tilstede ved mødet på rådhuset.
Politiet har identificeret gerningsmanden som en 59-årig lokal beboer, der i årevis har haft en konflikt kørende med de lokale myndigheder. Ifølge lokale medier drejer det sig om en 18 år gammel sag, der omhandler den 59-åriges ret til at bo på en grund.
Debatten om USA's våbenlovgivning kører stadig på sit højeste i landet, og så sent som i april blev Obamas forslag om stramninger på området nedstemt i Senatet.