I erkendelse af, at staten i de fleste tilfælde kommer galt af sted i forsøget på at udvikle ambitiøse it-systemer, skal der oprettes et rejsehold med it-eksperter, der kan komme ansatte i de statslige organisationer til undsætning.
Ønsker eksempelvis Sikkerhedsstyrelsen i Esbjerg at udvikle et nyt system, kan den hidkalde en stab af it-projektledere og it-arkitekter, der rykker indenfor og tager ansvar for projektet.
En milliard kroner
Baggrunden for oprettelsen af rejseholdet er, at statens it-projekter siden 2001 er blevet mere end en milliard kroner dyrere end budgetteret. En række projekter er forsinket eller har vist sig ubrugelige, og rejseholdet er blot en del af en ambitiøs plan, der skal forhindre fremtidige it-skandaler.
”Der skal rettes op på problemerne. Rejseholdet skal samtidig gøre det mere attraktivt, at gøre en it-karriere i Staten,” oplyste Statens digitaliseringschef Lars Frelle-Petersen, da han tirsdag formiddag fremlagde planen, der skal sikre, at de kommende års øgede it-investeringer ikke ender skandaløst.
Stor ros fra industrien
Planens titel ”Professionalisering af arbejdet med it-projekter i staten” antyder, at it-projekter ikke alle steder i staten hidtil har været håndteret professionelt.
Men sådan skal det være i fremtiden, lød budskabet, der høstede stor ros fra Dansk Industris it-direktør Tom Togsverd. Ikke blot skatteyderne, men også hans medlemmer - virksomhederne - har tabt betydelige millionbeløb på grund af den fejlslagne statslige håndtering af it-projekter.
Dropper lange kravsspecifikationer
Foruden rejseholdet skal der gøres op med en hidtidig praksis, hvor statslige jurister og eksperter har defineret op til 10.000 rigide krav til ét it-system – krav, som har vist sig uoverkommelige at overholde for de private it-leverandører.
De omfattende kravspecifikationer med mange ufravigelige krav er desuden i nogle tilfælde blevet overhalet af nyere teknologier.
En anden væsentlig ændring i den den fremtidige statslige it-strategi bliver, at man vil benytte teknologier, som allerede har bevist sig duelige.
Slut med den dybe tallerken
”Ofte har vi forsøgt at opfinde den dybe tallerken. Det skal være slut” fastslog Lars Frelle-Petersen.
Desuden oprettes der et såkaldt ”tværgående statsligt it-råd”, der skal vurdere risikoen af projekter til over 10 millioner kroner.
Rådet skal også hvert halve år udsende en oversigt over fremdriften i alle it-projekter. Rådet har ikke direkte magt, men skal komme med anbefalinger, som politikerne og embedsmændene så vil følge.
Eksperter fra privatlivet skal oftere inddrages, og generelt skal staten blive bedre til at efterligne private koncerner, der traditionelt med større succes magter at udvikle kompliceret it.