Nyt LA-forslag om stopprøver får kritik

Man skal kunne bestå en danskprøve for at kunne avancere til 1. klasse, foreslår LA.
Laura Lindahl mener, at forældrene bærer en del af ansvaret.
Laura Lindahl mener, at forældrene bærer en del af ansvaret. Foto: Liselotto Sabroe/Scanpix/arkiv

Hvis det står til Liberal Alliance, skal elever i 0. klasse bestå en stopprøve, før de kan avancere til 1. klasse.

Det skriver Jyllands-Posten.

En danskprøve skal sikre, at alle børn får lært et ordentligt dansk, lyder det fra partiets integrationsordfører, Laura Lindahl.

- Jeg håber ikke, man ender i den situation, og jeg tror sådan set, at de sprogtilbud, man vil få, virker, og at forældrene vil lægge sig i selen for, at deres børn består, men består man ikke, kan man ikke starte i 1. klasse. Uanset om man er 5 eller 16 år, siger hun til avisen.

Hun tilføjer, at hun er ærgerlig over at se, hvordan efterkommere sakker bagud på skolerne. Laura Lindahl mener, at forældrene bærer en del af ansvaret.

For det er strengt nødvendigt, at der også tales dansk i hjemmet, mener hun.

Hos Skolelederforeningen er man glad for fokus på sprogproblemet. Men næstformand Dorte Andreas mener, at Liberal Alliances redskaber til at komme problemet til livs skyder ved siden af.

- Stopprøver er ikke løsningen, og man kan jo allerede i dag vælge, at en elev skal gå om. De sidste par år er der blevet skåret kraftigt på tosprogsundervisningen, så man skulle måske hellere kigge på, om det nu var smart, siger hun til Jyllands-Posten.

Liberal Alliance mener, at privatskolerne skal fritages for forslaget, og det kalder Dorte Andreas en ommer.

I forældreforeningen Skole og Forældre synes man, at forslaget er alt for barskt.

Det har ikke været muligt for Jyllands-Posten at få en kommentar fra Socialdemokratiet eller Venstre.

SF kalder forslaget for hul i hovedet.

- Jeg mener, at det vil få alvorlige konsekvenser for børnene og deres skolegang.

- Der er i forvejen nationale test, og så nytter det ikke, at man laver stopprøver, der på den måde afgør, om man skal følges med sine klassekammerater eller starte forfra, siger gruppeformand Jacob Mark til Ritzau.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.