Nyt firma sælger hævn - se hvad de gør ved dine fjender
Se, hvad dine fjender kan få tilsendt med posten. Screendump, youtube
Nu kan du gå ind på en webside og bestille en ret utraditionel hævn over dine irriterende kolleger, naboer eller eks-kærester.

Hævn - det er da en forretningsmodel, som der er kunder og penge i. I hvert fald tilbyder et nyt firma fra Australien kunder verden over at genere eks-kærester, chefer, svigermødre eller hvem du ellers har et horn i siden på. Det fortæller blandt andet nyhedsmediet Network Ten.

Hævnen er dog ganske uskadelig, harmløs og lovlig - men voldsomt irriterende. Firmaet ShipYourEnemiesGlitter sender nemlig et brev fyldt med glimmer til dit offer. Det glitrende pulver kan sætte sig fast i møbler og gulvtæpper og være nærmest umuligt at få af, men det er ikke farligt.

Det nye drille-hævn-koncept bliver netop nu delt flittigt på sociale medier.