Nyt dansk kajakpar padler sig i VM-finale

Sport

René Holten Poulsen og Morten Graversen padlede sig fredag formiddag i VM-finalen i toerkajak.

Det nye danske par i toerkajak, René Holten Poulsen og Morten Graversen, er klar til VM-finalen, efter de fredag formiddag blev nummer to i semifinalen.

Danskerne var i semifinalen blandt andet oppe imod sidste års VM-sølvvindere fra Slovakiet.

De to danskere kom godt fra start og lå i hele løbet i top-3, der var kravet for at kvalificere sig til finalen.

Danskerne lå undervejs i semifinalen nummer et, men blev til sidst overhalet af slovakkerne, der vandt løbet og henviste danskerne til andenpladsen.

VM-finalen sættes i gang fredag 16.44. Her venter blandt andet de forsvarende verdens- og europamestre fra Serbien, der også fik sølv ved OL i 2016.

Tilbage i 2008 vandt René Holten OL-sølv i 1000 meter toerkajak sammen med Kim Wraae Knudsen.

Torsdag sikrede René Holten Poulsen sig en semifinaleplads, da han i 1000 meter enerkajak blev nummer to i sit indledende heat. Semifinalen finder sted lørdag formiddag.

Emma Aastrand Jørgensen var torsdag med i kvindernes indledende heats i 500 meter enerkajak.

Den forsvarende VM-bronzevinder havde som ventet ingen problemer med at sikre sig en plads i semifinalerne, der afvikles fredag eftermiddag.

Hun blev nummer tre i sit heat, hvor hun var 1,36 sekunder efter den polske vinder.

Den 22-årige dansker snuppede sølv på distancen ved OL i Rio.

/ritzau/