Der er råd til at lempe finanspolitikken, og det ville gavne Danmark, hvis regeringen gjorde det.
Det siger tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) ifølge Jyllands-Posten, og dermed slutter han sig til koret af socialdemokratiske koryfæer, som undsiger regeringens kurs.
- Jeg har læst vismændenes rapport og hører dem sige, at det vil være godt for beskæftigelsen, hvis regeringen overvejede at føre en lidt mere konjunkturmodløbende politik end den, som føres for øjeblikket, siger han ifølge Jyllands-Posten.
- Der er stærkt sagligt belæg for at gå investeringsvejen, tilføjer Nyrup.
Han vurderer, at Danmark ikke behøver frygte for, om EU vil spænde ben for en lempeligere økonomisk politik, skriver Jyllands-Posten.
- Så vidt jeg kan bedømme og med mine kilder i Kommissionen, så er der plads til at lempe. Når der er givet mere eller mindre grønt lys til Frankrig og andre lande, er der ingen logisk grund til at sige nej til Danmark, siger Poul Nyrup Rasmussen.
Den tidligere statsminister opfordrer til, at man "investerer massivt" på en "ansvarlig måde" og peger på milliarderne i landets pensionskasser som en mulig finansieringskilde.
Han er ikke den første socialdemokratisk veteran, som har stillet spørgsmålstegn ved statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og finansminister Bjarne Corydons (S) kurs.
De tidligere S-finansministre Mogens Lykketoft og Knud Heinesen har offentlig kritiseret regeringen for at ignorere de økonomiske vismænds råd om at løsne de økonomiske tøjler i finanspolitikken.
Regeringen bør ifølge vismændene i Det Økonomiske Råd lempe finanspolitikken næste år og i 2015 med 10-12 milliarder kroner.
Også LO-formand Harald Børsting mener, at regeringen bør lytte til de økonomiske vismænd, der anbefaler, at der pumpes flere penge ud i dansk økonomi i form af lavere skatter, større offentlige udgifter eller begge dele på samme tid.
/ritzau/