Nynazistisk optog udløste tumult i Göteborg

Et nynazistisk optog i Göteborg har udløst tumult og sammenstød mellem politi og højreradikale deltagere.
Et nynazistisk optog har lørdag udløst tumult og sammenstød mellem demonstranter og politi i Göteborgs gader.
Et nynazistisk optog har lørdag udløst tumult og sammenstød mellem demonstranter og politi i Göteborgs gader. Foto: 10080 Fredrik Sandberg/tt/Scanpix

Der har lørdag eftermiddag været flere sammenstød mellem politi og demonstranter ved et nynazistisk optog i Göteborg.

Det skriver flere svenske medier.

Politiet har angiveligt anvendt knipler, dels over for højreradikale deltagere i demonstrationen, dels over for moddemonstranter.

Det er gruppen Nordiska Motståndsrörelsen - Den Nordiske Modstandsbevægelse - der står bag lørdagens demonstration.

Gruppen bliver af efterretningstjenesten Säpo betegnet som en nynazistisk bevægelse med hang til vold.

Flere svenske medier skriver, at lederen af bevægelsen, Simon Lindberg, er blevet pågrebet under optoget. Det er dog ikke blevet bekræftet af politiet.

Ni danskere, der var på vej til demonstrationen, er ifølge dr.dk blevet standset af svensk politi.

Flere af dem blev stoppet i Helsingborg, hvor politiet fandt kasteskyts i den bil, de kørte i.

Ifølge dr.dk. blev de efterfølgende taget ind til forhør med henblik på at vurdere, om de kunne få lov at køre videre mod Göteborg, eller om de skulle sendes tilbage til Danmark.

Det vurderes, at op mod 500 tilhængere af Nordiska Modståndsrörelsen har deltaget i lørdagens demonstration.

De stod over for flere tusinde moddemonstranter.

Svensk politi oplyser til flere medier, at de har foretaget adskillige anholdelser i dagens løb.

Tilladelsen til demonstrationen udløb lørdag eftermiddag klokken 15.

En lille gruppe tilhængere af Nordiska Modståndsrörelsen er lørdag sidst på eftermiddagen fortsat samlet på en central plads.

De vil angiveligt ikke forlade pladsen, så længe deres leder, Simon Lindberg, er tilbageholdt af politiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.