Tirsdag blev der konstateret flere tilfælde af mrsa-sygdom hos børn på neonatalafdelingen på Aalborg Universitetshospital.
Det blev samtidig konstateret, at flere børn er blevet smittebærere uden at være syge.
Det skriver TV2 Nord.
Mindst fire nyfødte babyer er konstateret smittet med mrsa på neonatalafdelingen, som er en afdeling for børn, der er født for tidligt.
Det oplyser Pia Sønderby Christensen, der er afsnitsledende overlæge på neonatalafdelingen på Aalborg Universitetshospital, til Ritzau.
20 indlagte patienter er ved at blive undersøgt, og et tilsvarende antal kaldes ind.
Hospitalet undersøger nyfødte babyer og forældre, som har været på hospitalet fra den sidste del af februar til i dag. Personalet bliver også undersøgt for at spore, hvor smitten kommer fra.
- Mrsa-smitten kan behandles med antibiotika, så forældrene skal ikke været bekymrede.
- Den giver ikke hyppigt anledning til sygdom, og bakterien kan behandles, hvis der kommer symptomer, siger Pia Sønderby Christensen.
Hun forventer at finde flere smittede børn.
- I øjeblikket har vi ikke overblikket over, hvor mange børn det drejer sig om. Men det er vi ved at undersøge.
- Vi isolerer de smittede børn med deres familier, så vi deler afsnittet op med børn, der er smittet, og med børn, der ikke har fået bakterien.
- Indtil videre er smitten konstateret hos fire børn. Et barn har haft en hudinfektion, og barnet er raskt igen.
- De tre andre børn har ikke haft nogle symptomer, men vi forventer, at vi finder flere smittede børn, for sådan er det ofte med et sådan udbrud. Det smitter hurtigt mellem nyfødte børn, siger Pia Sønderby Christensen.
Bliver man smittet af mrsa-bakterien, bliver man ikke nødvendigvis syg. Man kan dog få infektioner i huden, som tilfældet var ved det ene af de fire børn, der er konstateret smittet.
Smitten er ikke mere aggressiv eller smittefarlig end almindelige stafylokokker.
/ritzau/