Nye tal: Hver femte på arbejdsmarkedet vil i 2030 have indvandrerbaggrund

Det er afgørende, at samfundet gør en stærk indsats for at integrere dem bedre på arbejdsmarkedet, mener underdirektør.
Foto: Keld Navntoft/Scanpix/arkiv

720.000 personer.

Så mange indvandrere og efterkommere mellem 20 og 69 år vil i 2030 bo i Danmark, viser en ny analyse fra Dansk Industri på baggrund af tal fra DREAM's socioøkonomiske fremskrivning 2017.

Det er knap 160.000 flere end i dag, og da der i samme periode vil komme 128.000 færre i samme aldersgruppe med dansk oprindelse, betyder det, at indvandrere og efterkommere vil komme til at udgøre knap 20 pct. af personerne i den erhvervsaktive alder i 2030 mod 15 pct. i dag, skriver erhvervsmediet DIBusiness.dk

- Det er helt afgørende, at vi som samfund gør en stærk indsats for at integrere dem bedre i arbejdsstyrken. Hvis flere indvandrere og efterkommere kommer i job, kan det give et væsentligt og nødvendigt bidrag til samfundet, siger underdirektør Steen Nielsen, Dansk Industri (DI).

50.000 flere i arbejdsdygtig alder

Analysen fra DI viser også, at der frem mod 2030 bliver 50.000 flere personer mellem 20 og 69 år. Det skyldes alene fremgangen i antallet af indvandrere eller efterkommere.

- Antallet af personer med dansk oprindelse i den erhvervsaktive alder falder kraftigt, blandt andet fordi danskerne ikke har fået så mange børn. Det opvejes ved et stigende antal indvandrere i den erhvervsaktive alder, men det gør det blot endnu mere nødvendigt, at vi formår at få dem i arbejde. Her spiller uddannelse en vigtig rolle. De veluddannede efterkommere er nemlig næsten lige så ofte i job som veluddannede danskere, siger Steen Nielsen til DIBusiness.dk

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.