Søndag bød på et mindre fald i antallet af ledige under coronakrisen, og dermed fortsætter tendensen for fjerde dag på stribe.
Det ændrer ikke ved, at coronakrisen har budt på en voldsom stigning i ledigheden.
Der var søndag 174 nytilmeldte ledige, hvilket er lavere end normalt og samtidig mere end en halvering fra sidste søndag. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet.
Samlet set har der været en stigning i antallet af ledige på 44.808 personer siden 9. marts.
Tallet er faldet med knap 300 siden lørdag, hvilket dækker over, at relativt flere har afregistreret sig som ledige.
Det kan skyldes, at de har fået nyt job, har startet uddannelse, er gået på barsel, er blevet syge eller en helt femte årsag.
Det hører med til historien, at antallet af personer, der melder sig ledige, er lavere i påsketiden, end man ser til hverdag, og derfor kan billedet ændre sig, når hverdagen så småt vender tilbage.
Trods de seneste dages mindre fald er det samlede antal af ledige steget til 176.500 i Danmark.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard hæfter sig ved en smule bedring i de seneste dage.
- Når det er sagt, så er hele verden omkring os i krise. En stor del af befolkningen skal blive hjemme, virksomheder står stille, forretninger holder lukket, og vi er bekymrede for, at det sætter sig i dansk økonomi og beskæftigelsen, siger han.
Flere økonomer har påpeget, at det reelle antal ledige kan være endnu større, fordi mange af dem, der er blevet opsagt i marts, har opsigelser på en og tre måneder. Der kan derfor komme en ketchupeffekt i ledighedstallene 1. maj og 1. juli.
Peter Hummelgaard (S) siger, at regeringen er klar til forlænge de økonomiske hjælpepakker, der blandt andet giver virksomheder mulighed for at få kompensation for løn til hjemsendte ansatte. Hjælpepakkerne udløber 8. juni.
- Der vil være økonomier omkring os, som vi handler meget med, der vil opleve en hårdere krise end Danmark, og det vil kunne mærkes hos mange af de store danske virksomheder, som har meget eksport og derfor vil blive ramt.
- Derfor står vi parat til at yde hjælp til virksomheder og lønmodtagere, siger Peter Hummelgaard.
/ritzau/